Processer

Processer skal designes, så de effektivt realiserer organisationens behov. Det kræver flere ting.

Man skal kende behovene

Hvad er det egentlig, der giver værdi i sidste ende? Hvilke krav er der til resultatet, og hvilke krav er der til processen?

Man skal kende processen

Hvordan ser processen ud på en god dag – og på en dårlig dag. Hvilke procestrin er effektive, og hvilke procestrin er bøvlede, ustabile og utilstrækkelige? Hvad giver værdi? Hvad er spild?

Man skal kende adfærden

Det meste af tiden er de fleste af os ret dovne. I alle fald vores tankesystem. Så bruger vi intuitionen i stedet for at tænke os om. Meget forskning viser, at vores intuition snyder og bedrager os. Men vi opdager det ikke, fordi vores intuition siger os, at vi har en god intuition.

Brugsen har 3 flasker vin fra samme vinhus. En til 40 kr. En til 60 kr. En til 90 kr. Du kender dem ikke. Hvilken en vælger du onsdag aften?

Faktum er, at dårligt designede processer passer rigtig skidt til vores intuition. De flittige medarbejdere vælger at koncentrere sig for at lykkes med opgaven alligevel. Men hvor længe er der energi til det?

Forskellen

Gode processer er designet, så det er lettest at gøre det rigtige. Bilen bipper, når man kører uden sele på. Man kan kun checke sit barn ind i børnehaven om morgenen, efter man har angivet, hvem der henter og hvornår.

Dårlige processer er designet, så du skal koncentrere dig intenst om noget, der burde være en enkel opgave. Og måske kan du ikke engang gennemskue, om du kom i mål med dit forehavende. Fx formularer relateret til hvidvask eller terror – jeps, jeg har været der.

Lean

I konsila er vi stærkt inspirerede af Lean, både Lean-kulturen og Lean-værktøjerne. Fordi resultaterne er imponerende.

I praksis handler det ikke om ordet ‘Lean’. Det kan hedde alt muligt andet. Det handler om at samle organisationen om en fælles kultur med et fælles sprog og fælles metoder, så alle let og effektivt kan bidrage til at udvikle gode processer.

Og processer er overalt i organisationen. Det samme er mulighederne for optimeringer. Industriel produktion, sagsbehandling, ordrehåndtering, uddannelse, strategisk kommunikation etc.

konsila hjælper med at udvikle processer, der stimulerer den ønskede adfærd.

 

 

Hvad var det lige med vinen?

Stor chance for, at du vælger den til 60 kr. De fleste tænker, at den til 40 kr. er for billig i fht. prisspændet – mens den dyre er frås. Havde vinene kostet 110 kr., 140 kr. og 180 kr. var du sikkert også stukket hjem med den midterste. Om lørdagen.

Brugsuddeleren har den dyreste variant stående, for at lokke dig op på mellemtrinnet. Og for at gøre det endnu værre. Bilsælgeren og Ejendomsmægleren gør præcis det samme.